Fortæl os nyheder. Alt om begivenheder og profiler. Alt om linedance. Du kan skrive eller indkopiere tekst lige her under ...
Vises fra 25-04-2025 til 09-05-2026 Farvel til en ildsjæl – Munkevængets Linedance lukker efter 22 år Det er med tungt hjerte, at dansemiljøet i og omkring Munkevænget må sige farvel til en af sine stærkeste profiler.
Sven Holt Nielsen
mail@holt2.dk Tlf. 21764204
Munkevængets Linedance står over for en trist afslutning, efter at klubbens bærende kraft, Tina Christiansen, grundet alvorlig sygdom har måttet stoppe øjeblikkeligt. En epoke er slut – og det mærkes i hele det lokale dansemiljø.
Det er med tungt hjerte, at dansemiljøet i og omkring Munkevænget må sige farvel til en af sine stærkeste profiler. Tina Christiansen, som i mere end 22 år har været en del af Munkevængets Linedance – heraf omkring 20 år som både underviser og bestyrelsesmedlem – har måttet trække sig øjeblikkeligt på grund af alvorlig sygdom.
Tinas afskedsopslag på Facebook har ramt mange dansere dybt. Med varme ord og stor taknemmelighed siger hun farvel til sine elever og dansevenner, samtidig med at hun udtrykker sin sorg over situationen:
"Det her rammer ikke kun mig og mine hold, det rammer desværre også klubben."
Med Tinas afgang står klubben uden sin centrale drivkraft, og bestyrelsen har derfor set sig nødsaget til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på klubbens nedlukning. Derudover er arrangementer som Hyggetræf og Fastelavnsdans desværre blevet aflyst.
Vi på Linedance Portalen vil gerne kondolere og sende de varmeste tanker til Tina og hendes nærmeste. Tina har gennem årene været en markant skikkelse i linedance-miljøet – både lokalt og på tværs af danmarkskortet. Hendes passion, energi og smittende humør har været med til at løfte utallige danseoplevelser og skabe fællesskaber, som vil leve videre længe efter klubbens eventuelle lukning.
Lukningen af Munkevængets Linedance vil ikke kun mærkes blandt klubbens medlemmer. Det er endnu et eksempel på, hvordan sygdom og personlige omstændigheder kan få store konsekvenser for foreningslivet – særligt når så meget afhænger af enkeltpersoners frivillige indsats. Det er et stort tab for hele det lokale kulturliv og fællesskabet omkring dans, motion og sociale aktiviteter.
Trods den triste nyhed er der også håb og hjertevarme at spore. Dancing Neighbors i Bramdrupdam har åbnet dørene for Munkevængsets dansere fra næste sæson. Her vil alle være velkomne i et miljø med samme niveau og samme varme fællesskab – blot få minutter væk.
Tina udtrykker selv stor taknemmelighed over denne gestus og håber, at hendes dansere vil finde glæde og tryghed i det nye fællesskab.
Tak for dansen Vi slutter, som Tina selv gjorde:
"Pas på jer selv, og tag en dans eller 10 for mig."
Tina, du har sat dybe spor i hjertet på mange dansere. Vi takker for dit enorme bidrag til linedance-miljøet – og håber du en dag vender tilbage til gulvet, hvor du hører hjemme.